I opgaven Årets ord skal eleverne skrive et forslag til radioprogrammet Klog på sprog, hvor de nominerer tre ord, som de mener fortæller noget vigtigt om det forgangne år. I opgaven står der 2023, da den blev offentliggjort i dette år. Du tilpasser naturligvis selv årstallet.
Formålet med teksten er klar: at overbevise modtagerne om, at de nominerede ord fortjener titlen som Årets Ord. Eleverne skriver altså ud fra deres egne oplevelser og perspektiver. Modtageren er dobbelt, da de både skriver til redaktionen på radioprogrammet, men deres tekst skal også læses op for lytterne. Dette dobbelte modtagerperspektiv er vigtigt at drøfte med eleverne, da det gør skrivesituationen mere kompleks.
Med andre ord er dette en opgave, du kan give din klasse, hvis du mener, de har brug for en danskfaglig udfordring. Af samme grund har jeg også skåret ned på antallet af fokuspunkter i denne opgave.
Teksten, som eleverne skal skrive, skal være egnet til oplæsning, hvilket gør det oplagt at fokusere på retoriske virkemidler i dette forløb. Du kan f.eks. bede eleverne om at indlæse deres tekst som en del af afleveringen. Det ville jeg gøre!
Du kan også integrere opgaven i et mere case-baseret forløb ved at lade eleverne producere både plakater og reklamespots for deres ord. Måske kan der endda laves et tværfagligt forløb med andre fag, hvor eleverne nominerer ”Årets sportspræstation”, ”Årets samfundsbegivenhed” osv.